Henrik Ibsens skrifter

Jeg véd ikke hvad De må tænke og tro om mig, som nu i over to måneder har ladet ​Deres dybe og indholdsrige brev hvile uden at give livstegn fra mig.

Men der kom netop på den tid så meget imellem. Så meget, der helt holdt mig borte fra skrivebordet. Først måtte jeg ​til Berlin. Og derefter ganske uventet ​til Weimar. Først nu kan jeg sige at jeg er kommen så nogenlunde til ro igen.

Tillad mig da derfor idag med et par ord at sende Dem min hjerteligste tak for ​den forståelse, som «Fruen fra havet» har fundet hos Dem.

At jeg netop fra Dem først og fremst ​turde påregne en sådan forståelse følte jeg mig jo på forhånd så temmelig forvisset om. Men det glædede mig dog usigelig at få dette håb bekræftet, således, som jeg fik det gennem Deres brev.

Ja, der er ​berøringspunkter. Mange endogså. Og De har sét dem og følt dem. Jeg mener, hvad der for mig kun kunde stå som en anelse.

Men det er nu mange år siden at De, gennem Deres åndelige livsgang, under en eller anden form begyndte at spille ind i min digtning. –

De må tro at min hustru og jeg beskæftiger os stadig med Dem både i vore tanker og i vore samtaler. I vinter hørte vi at De befandt Dem i Berlin. Og da glædede vi os så sikkert til at få sé Dem igen hernede i München. Men det skulde nu altså ikke blive noget af denne gang. For den ​kommende sommer har vi endnu ingen rejseplaner lagt eller kunnet lægge. Men det ​tør vel hænde at forholdene føjer sig så at vi kan tage vejen nordover, og da mødes vi vel i alle fald.

Min hustru sender Dem tusinde hilsener. Jeg ligeså.